Jeg vil gerne dedikere dette indlæg til Mie Borgreen, så har vi slået det på det rene. det har jeg nemlig lovet hende :)
Og det er der en grund til. Det overrasker mig lidt, er der faktisk er nogen, der læser hvad jeg skriver herinde. Jeg har mere en ide om,at det her er min version af at råbe ind i et spejl, bare på skrift, uden noget dug at tørre væk. Men det gik op for mig, at bare EN person havde læst dette - og det fik min tilværelse til at føltes mindre ligegyldig.
Jeg er musiker. Mit mål med at bringe min musik ud i verden er at få bare et menneske til at føle noget, bare få sekunder. Blive husket for de sekunder, hvor jeg åbnede nogens øjne. Gøre folk glade.
Jeg er frontfiguren i bandet Just Before Dawn (du kan finde os på facebook og myspace - reklame reklame) og jeg er skidehamrende nervøs når vi spiller live. Det har vi godt nok kun gjort to gange. Anyways, min søde kæreste Malle og mine venner og bekendte, deriblandt resten af bandet, fortæller jo altid at det nok skal gå, at man er dygtigt og bakker op. Og jeg har bare taget det som en tak, men jeg kom til at tænke over det som værende meget dybere, da en der hedder Tue, som er venner med de andre i bandet, men jeg kun kender af navn, stod forrest i rækken da vi skulle spille et enkelt nummer på rockstuen. Han trak mig ned og sagde "Jeg kan godt se du er nervøs, men du kan jo godt, du er pisse fed"...eller noget i den retning. Det var ihvertfald betydningen. Jeg VAR skide nervøs under hele vores show, men jeg kom til at tænke på, ved hjælp af Tue, at jeg har så mange mennesker i ryggen der bakker mig op, om så jeg skriver af hjertets lyst, eller råber og skriger i en mikrofon.
Mie fik det samme op i mig, med hensyn til at skrive. Jeg vil bare tanke alle jer, der gør en forskel for mig, så jeg kan gøre en forskel for jer. I sure do love you all!